”En for alle – alle for en?” – af Morten Kistrup

morten kistrup veniceI anledning af, at vores Gæsteblog ”NÅR ROCKEN & BLOGGEN GÅR HÅND I HÅND” i dag ligger på ’toppen af bloggen’ på bandbase.dk – synes jeg, at jeg vil knytte et par ord til den.

Vores Gæsteblog satte nemlig flere tanker i gang hos mig, som jeg har lyst til at give lidt mere spalteplads her – på vores blog. Jeg har lyst til at involvere jer i et dilemma, som Venice har haft op til den kommende udgivelse (”Sober” 2009): Hvor forskellige må medlemmerne i et band være? Går man på kompromis med bandet, hvis den enkelte stikker for meget ud af helheden?

Jeg husker vores første møde med Battle & Bounce (det nye promotionbureau, som skulle hjælpe vores kommende plade på vej). Lettere ’kynisk’ og ’Rasmus modsat-agtige’ erklærede vi, at vi var trætte af at opfinde ’den gode historie’ (underforstået den, som altid er lidt på kanten af sandheden…) – og, at vi denne gang bare gerne ’være Venice, som vi nu er’ – ret forskellige! Men er det interessant for et potentielt pladepublikum? Kommunikationsrådgiveren så i hvert fald en smule grøn ud i hovedet! Hvad er der nu galt med at skrive en god historie?

Med den nye udgivelse (Tidligere udgivelser: ”You don’t even know me” 2002, ”Anja efter Viktor” 2003, ”Soundvenue Compilation – On the Rocks” 2003), havde vi internt i bandet lyst til at vise interesserede lyttere, at vi var fire forskellige individer, som på trods af (om måske på grund af?) vores forskellighed havde spillet sammen i hele 10 år og alligevel som enhed udgjorde bandet Venice.

Men fungerer det i en pressemeddelelse? Bandet er udgjort af noget så forskelligt som en tømrer, en produktionschef, en automekaniker og en psykolog – så køb deres plade!” Hmm… Nej, det gør det vel egentligt ikke, vel?

Jeg tror, at baggrunden for vores dilemma består i, at vi ’som lyttere’ til bands, har et behov for, at bandet udgør en helhed. Simpelthen for at kunne opfatte bandets medlemmer som værende et band – en enhed. Og hvorfor så ikke hjælpe lytteren lidt på vej – og også få bandet til at fremstå som en enhed visuelt og i pressetekster beskrive dem som en enhed? Det er vel blandt andet derfor, at mange promotionbureauer lancerer konceptbands i stride strømme?! Jeg forstår det godt. Og det giver for så vidt også god mening i min bog (OBS: Jeg har intet imod konceptbands. Det skal der ikke herske nogen tvivl om). Men hvad gør man, når man ønsker at stå frem som fire forskellige individer i et band? Må man tage forskellige farver skjorter på? Er det tilladt at ha’ forskellige jobs, interesser, mv.?

Vi kender fænomenet fra diverse boybands og girlbands, hvor pladeselskabet har sammensat et band af fire eller fem forskellige typer (der dog umiskendeligt matcher hinanden alligevel): Hip-hop’eren, rebellen, baby-doll’en, pop-drengen, sportstypen… ja, I har vel fanget pointen. Men alle sammen er de pænt sammensat i ’sort’ eller ’hvidt’ eller ’pink’ – så de passer til hinanden. Og alligevel fremstår ’ens’.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Venice også har gjort dette. Jo, jeg kan da fortælle læseren, at Venice i tidernes morgen skam havde tøjdesignere ind over projektet, der stylede os, så vi passede sammen på scenen: En for alle – alle for en!

Men hvordan skulle vi denne gang løse dilemmaet mellem individualiteten og bandet? Spørgsmål er, hvor forskellige man må være? Det lyder helt politisk… Og det er vist for tidligt i vores blogging-historie, at gå ned af den vej… Så det vil jeg afstå fra nu. Løsningen på dilemmaet blev ’Bloggen’ – Og netop derfor går ’Rocken og bloggen hånd i hånd i Venice’: Her kan vi hver især – på vores egen måde – fortælle om vores fælles projekt: Venice.

En af konsekvenserne ved, at alle har demokratisk, ucensureret ’lige-ret’ til at deltage i projektet (The Venice Blogging Project) og sige deres mening, er dog, at man da også må respektere de forskellige medlemmers mening – og forskellighed! Ups, nu blev dagsordenen igen små-politisk… Tilbage til Venice: Jeg hentyder til, at Søren tidligere har opfordret til dialog og kaldt Marks og mine blog-indlæg ’et ugeblad’: ”Deres lange monologer var jo ligesom at læse et ugeblad”. Og jeg er nu alvorligt bange for, at jeg er i overhængende fare for, at Søren vil mene, at dette blogindlæg også hører til blandt de kulørte blade…

Så jeg vil redde den på målstregen – og opfordre til dialog: Hvad mener I? Skal et band fremstå som fire musketerer?

//
Morten, Venice

Reklamer

2 kommentarer

  1. Tillykke med det. Og tak for fed musik…

    Mvh. Tobias J

  2. Mange tak skal du have, Tobias. Det varmer 🙂

    Morten


Comments RSS TrackBack Identifier URI

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s