‘Glam-rock uden Glam!’ af Morten Kistrup

morten kistrup veniceI mit første blogindlæg skrev jeg, at hensigten med vores The Venice Blogging Project var, at interesserede lyttere/læsere kunne komme ’bag om bandet’ og få et indblik i processen op til vores pladeudgivelse ’indefra’.

Hvis vi skal leve op til dette – og hvis blogging-mediet skal stå sin prøve som ’mere ægte og direkte’ end normale pressetekster. Tja… så må jeg ærligt talt indrømme: Venice er Glamrock uden Glam!

Inden forklaringen følger bliver jeg nødt til at nævne, at flere i kommentarer på vores blog (tak for dem!) har støttet mig i at skrive laaange blogindlæg. Det er vældig pænt af jer, men det er nok ikke nogen god idé. Så bliver de sgu bare længere og længere….!

Først en lille forhistorie:
Det er ikke fordi, at det tidligere har skortet på GLAM i Venice; hverken glitter eller flæser eller pangfarver. …. eller tøjskift med op til tre forskellige outfits per show!

Jo, i tidernes morgen, da Venice spillede jobs i laaange baner (på et tidspunkt fast hver fjortende dag) på de Københavnske spillesteder med et smut til Fyn i ny og næ – der var der skam glam på drengen(ene)!

Engang præsterede jeg faktisk at optræde i en heldragt med pålimet multiglitter, ud over det hele! Det så fantastisk ud på scenen, når jeg bevægede mig og glitteret fløj rundt til alle sider i lysets skær, men… jeg tror ikke, at vi var så populære hos spillestedets rengøringspersonale efter koncerten. Undskyld! Jeg har ikke gentaget succesen siden…

Jeg husker også en episode på spillestedet Rytmeposten i Odense, hvor en ung fy tog fat i mig efter en koncert (faktisk var det først Søren han ved en fejl tog fat i – det var dengang Søren havde hår på hovedet og ikke var håndværker, så vi lignede hinanden lidt). På klingende fynsk (OBS: Jeg har intet imod fynboer. Det skal der ikke herske nogen tvivl om) sagde han til mig ”Du skal altså ikke rode dig sådan i håret – det virker helt vildt homo!”, hvorefter han skyndte sig at forsvinde i mængden. Det morsomme er ikke som sådan, at han kommenterede på mit daværende wannabe-androgyne sceneudtryk) – for det hører ligesom britpoppen og glamrocken til (OBS: Jeg har intet imod homoseksuelle. Det skal der ikke herske nogen tvivl om). Det morsomme var, at det var mit ’hår-roderi’, han tog kommenterede på. Det hører nemlig historien til, at hele bandet var klædt i rødt, gult, grønt, blåt, hvidt og funklende rhinstene!

I dag er vi trukket i de obligatoriske sorte skjorter på portrætterne i det kommende albumcover. Hmm… det kunne man godt lige tænke over! Kommer det mon med alderen? Og hvad bliver så det næste…!?

Og dernæst en forklaring:

Venice er et ’Gør det selv’ projekt. Vi er signet hos Cope Records, som vi også udgav vores tidligere 6-track EP (You don’t even know me, 2002) igennem, men jeg er ked af at måtte sige det: Bandets medlemmer sørger selv for at de ’praktiske’ hjul kører rundt i projektet. I dag er vi snot-hamrende heldige at samarbejde med Battle & Bounce, som kører vores promotion-del. Det har lettet vores skuldre en del. Men der er ingen store biler, der henter os, ingen fjerboa’er, ingen røde løbere; INGEN GLAM i Venice. Sorry, hvis jeg bryder illusionen (som om, der var nogen, der troede, at et dansk band hoppede rundt på den måde – den må man da ikke!). Sandheden skal på bordet i denne blog-serie – ellers ryger hele idéen med projektet: Pt. er status, at vi selv leder efter det rigtige ’release-sted’, selv arrangerer de kommende koncerter og selv bærer vores eget gear. Jeg klager ikke, men: Der er da ikke meget glam over det – er der..?

OG…. Så til en super god nyhed: Jeg kan hermed officielt meddele, at ”Sober” albummet er i trykken. Jeg har nemlig selv afleveret masteren ; -)

Morten, Venice

3 kommentarer

  1. […] har dels introduceret til The Venice Blog Project, dels diskuteret genrer — engang var Venice glam rock med stort G, L, A & M – pailetter, kostumer, flere tøjskifte under hver optræden — og […]

  2. […] Venice — Glam rock uden glam By bergholt2008 Glam rock uden glam — The Venice Blog Project –https://venicesober.wordpress.com/…uden_glam/ […]

  3. […] af Morten: Interview med Morten Kistrup Glam rock uden glam! Organisk post-britpop Venice uden for […]


Comments RSS TrackBack Identifier URI

Skriv en kommentar